Other

GISP! Regn på din bryllupsdag!



Det danske vejr er ikke til at stole på! Vi har netop haft en dejlig sommer med gode solchancer, men nu er der bare regn i vejrudsigten. What to do!

Med baggrund i mange års erfaring med bryllupsplanlægning, har vi prøvet alle slags vejr – og ja, regn er faktisk den mest sandsynlige, og den vi har prøvet flest gange. Men tro os; regn har aldrig ødelagt en bryllupsdag, men blot ændret planen en smule.

Det vigtigste er at have en plan A og en plan B. Den første, Plan A, er den hvor vejret er godt, og alt I har planlagt kører på skinner…..og ja, plan B er den som I tyer til, hvis vejret er dårligt. Det betyder ikke at en enkelt dråbe regn skal få jer til at skippe hele masterplanen, men det vil gøre det mere afslappet, hvis I ved der er alternativer.

Drømmer I om en udendørs vielse, så SKAL I have en plan B. Det er faktisk en større katastrofe at skulle afbryde vielsen midt i det hele for at løbe i ly, end det er på forhånd at erkende, at vejret er dårligt og gå til den indendørs plan B. Har I hyret musikere, er der heller ingen af dem der vil tage risikoen for at få våde, ødelagte instrumenter.

Så sørg for et have et lokale, et telt eller bare et sted med tag, I kan flytte vielsen til, hvis vejrguderne truer med at åbne for sluserne. Det behøver ikke være noget stort, det kan være en nabos lade eller et lokale på jeres feststed, der alligevel står tomt. Husk også I jeres plan B at lave en plan for hvordan I bruger jeres planlagte pynt, så det er nemt at tage med til det nye sted.

Skal I vies i kirke, er I jo så heldige at have tag over hovedet. Men husk at I skal fra bilen og ind i kirken! Det kan sagtens være nok til at blive gennemblødt. Hav altid paraplyer som en del af dit bryllupsudstyr – både til dig og din tilkommende (han skal jo heller ikke ligne en druknet mus oppe ved alteret, vel?).

Våde gæster er triste gæster. Et alternativ til paraplyer er engangs regnponchoer. En lille lyserød, grøn eller gennemsigtig plasticpose hvori der er en meget tynd plastic poncho, lige til at trække ned over hovedet og som passer alle størrelser. De er ikke de kønneste, men de er praktiske.

Et godt trick er, at tidsplanen ikke er for stram; det giver nemlig mulighed for at flytte rundt på tingene. Så kan I lade en irriterende byge drive over og fortsætte aktiviteterne udendørs. Har I f.eks. planlagt udendørs fotografering, så vent med at få taget bryllupsbilleder og gå istedet til receptionen, hvis den er indendørs. Tidsmæssigt bør der i stedet være plads lige inden middagen til at få taget bryllupsbillederne.

Fest i et utæt telt kan være noget af en prøvelse. Der er kun én ting at gøre: Køb eller lej et ordentligt kvalitets telt, der kan holde både regn og vind ude! Husk at der skal være varme i et telt – også om sommeren! Har I lang servicevej (som man kalder “vejen” at gå fra køkken til telt eller andre steder, hvor jeres personale skal servicere jer), så skal det helst også være overdækket. Det kan enten være pavillioner eller solsejl, så både tjenere og mad kommer frem til jeres gæster i varm og tør tilstand.

Fat mod – regner det, så regner det. Du kan ikke ændre på det. Tingene bliver måske bare lidt anderledes end du havde tænkt dig, men det bliver fint og mindeværdigt bare på en anden måde.

Vidste du at regn på din bryllupsdag betyder rigdom i ægteskabet? Set i det lys gør et par dråber pludselig intet, vel :o)

Foto credits:
Øverste billede, til venstre: Michelle Lindsell
Øverste billede til højre: Revival  Photography
Billede med paraplyer og skilt: Colette Kulig
Billede med brudepar med paraplyer og regn: Ryan Estes Photography
Nederste billede med gummistøvler: Helen Russell Photography

Related Post

Download Coronaguide til dit bryllup

Gratis guide til dig! Skal du flytte dit sommerbryllup?

Bridenista guide: Find stilen med moodboards

Sådan laver du moodboards og bruger dem til, at din bryllupsstil.

“Say yes to the dress”-ekspertens bedste tips

Vi har talt med dressmaker Jesper Høvring. Du kender ham nok som designeren bag de kjoler du ofte ser i ugeblade og tv bl.a. vært i Say Yes To The Dress".

Ny blogger bryllupsbog

Smugkig med på de 4 meget forskellig bryllupper...

Hvad skal I overveje, når I vælger kok?

Find leverandørerne fra Bridenista Bridal Shower SS18