Other
Fotografens poseringstips til dig som brud

Vi vil alle sammen gerne se toplækre ud på vores bryllupsbilleder. Ja bevars, vi vil gerne ligne os selv, men du skal kigge på billederne resten af dit liv (for ikke at nævne at ALLE du kender også kommer til at se på dem). Så du vil sikkert gerne have nogle billeder, hvor du tager dig ud fra din bedste side. Og hvordan gør du så det? Ja, det spekulerede vi også over hos Bridenista, og hvem er bedre at spørge end en fotograf, der er vandt til at tage bryllupsbilleder.
Så vi tog en snak med fotograf Aske Martinus, og her kan du læse hans bedste tips til at blive den smukkeste version af dig selv på dine bryllupsbilleder.

Skub skuldrene tilbage
”En brudekjole uden ærmer kan være enorm elegant og flot, her risikerer man blot, at kjolen skubber huden op under armene, så det skaber en lille fold. Hvis du skubber skuldrene lidt tilbage, så strækker du området ud og gør det mere jævnt. Det er også med til at få barmen til at se mere fyldig ud.”
Bridenista: We like, ikk?

Undgå dobbelthagen
”De fleste mennesker har tendens til en smule dobbelthage, når de slapper af. Faktisk så er det også en naturlig reaktion at trække ansigtet tilbage, når man er tryg og smiler. Det er selvfølgelig dejligt, men giver også dobbelthagen frit spil. Der findes flere måder hvorpå man kan markere sin kæbe mere og få flotte lige linjer. Et trick kan være at presse tungen op i ganen, da det har det med at presse halsen med. Jeg er dog ikke specielt stor fan af denne teknik, da det kan være svært at have et naturligt udtryk samtidigt. Jeg foretrækker at benytte placering og vinklen af ansigtet til at fremhæve kæbe og kindben. Og hold nu tungen lige i munden, for det er faktisk ikke så kompliceret som det måske lyder. Står du for eksempel med ansigtet rettet direkte mod kameraet, så prøv at forestil dig, at du vil have din pande tættere på kameraet. Ja, den er god nok, selvom det lyder en smule mystisk. Når du skubber dit hovedet frem og en smule nedad, så strækker det huden under din hals, så du får mere markeret linjer i din kæbe. Står man derimod med hovedet 45 grader fra kameraet, så duer det ikke at tage hovedet fremad, da man så ligner en skildpadde, der strækker hals. Hovedet skal igen tættere på kameraet, så du flytter hovedet diagonalt ind mod kameraet.”
Bridenista: det er nok det tip vi kommer til at bruge allermest hos Bridenista 😉

Armene væk fra kroppen
”Med mindre du er med i Miss fitness, så møder jeg sjældent kvinder, der ønsker at have store arme. Især med ærmeløse brudekjoler er dine arme mere eksponeret end du måske er vant til. Et godt råd er at sørge for at armene kommer væk fra kroppen. Når armen ligger tæt op ad kroppen bliver den mere flad og syner dermed også bredere. Hvis du blot sørger for en smule luft mellem krop og arme, så ser de mere runde og tynde. For at du ikke ligner en der skal til at baske med vingerne, så kan det være en god ide at have en undskyldning for at have armene væk fra kroppen. Du kan måske have armene omkring din mand, brudebuketten hængende ned til siden eller holde fast i kjolen eller sløret.”
Bridenista: Ok, det er da til at finde ud af.

Skab en flot S form
”Når man på tegnsprog skal sige mand, så illustrere man det med en lige bevægelse op og ned, hvorimod en kvinde bliver illustreret som en flot S-form.
Prøv at se på billedet her over. Man kan næsten fornemme, hvordan der går en S-form fra hendes skuldre, ind omkring hendes nedre ryg, ud over hofter og igen ind ved benene.
Måden du opnår denne posering på er ved at have fødderne let adskilt, og lægge vægten til den ene side. Hvis du lægger vægten væk fra kameraet vil din bagdel synes mindre, hvorimod omvendt vil den synes større. Har du lagt vægten mod din højre hofte, som bruden på billedet har, så lader du din venstre fod komme en smule foran den anden og skubbe dit venstre knæ ind foran det højre. Herfra har du din “base” og nu kan du variere positionen ved at dreje den øverste del af kroppen, placere dine arme forskelligt, og variere hvor meget du lægger vægten til den ene side. Det kan godt føltes akavet at stå sådan, men det ser fantastisk ud!”
Bridenista: Det ser så elegant ud og er det ikke lidt om som man ser højere ud også?

Vær dig selv, vær i nuet og brug din lykke
”Alle mine råd er praktiske og generelle poserings tips. Virkeligheden er dog den, at hvis du vil have de skønneste autentiske billeder fra dagen, så findes der ikke en opskrift på skønhed. Det er en af grundene til at jeg blev bryllupsfotograf. Brug den lykkefølelse du fik da du stod i kirken og hørte din mand sige ja. Vær ikke bange for at vise den intimitet og kærlighed du føler lige her og nu. Glem alt om, at du skal videre til festen og underholde dine gæster. Nyd nuet og forgab dig selv i øjeblikket, så lover jeg, at du vil være smukkere end nogensinde.”
Bridenista: Vi er helt enige.

Tak Aske – Vi er helt sikre på at der er rigtigt mange brude der vil have glæde af dine gode råd. Og husk, piger, vi kan også bruge de gode råd, når vi skal tage feriebilleder.
Alle billederne her er taget af Aske Martinus, og du kan se mere på www.askemartinus.dk

Og vi vil gerne lige komme med et supplerende Bridenista råd: Øv dig lidt hjemmefra. Der er så sandelig ikke noget galt i at træne poseringer foran spejlet eller sæt telefonen på selvudløser og så se hvordan dine poseringer ser ud på billederne INDEN din bryllupsdag.